Der kan være mange årsager til, at det er nødendigt at trække en eller flere tænder ud på en hest. Som udgangspunkt gør vi hvad vi kan for at bevare hestens tænder, men der er en række tilstande, hvor den bedste løsning for hesten er, at få fjernet den eller de dårlige tænder. De mest almindelige årsager er knækkede tænder evt. som følge af caries, tandbylder med inficeret tand til følge eller EOTRH.

 

Sådan foregår en tandudtrækning på hest

En tandudtrækning på en hest er som udgangspunkt en operation af en størrelse, hvor det er en fordel at få hesten ind på klinikken. Her har vi optimale arbejdsvilkår, alt nødvendigt udstyr tilgængeligt og mulighed for at have hesten stående i tvangsboks, mens vi opererer. Det giver typisk bedre operationsforløb, kortere operationstid og er dermed mere skånsomt for hesten. Hestens tænder er store. På unge heste kan der være helt op til 10 cm tand, der skal rokkes løst. En tandudtrækning tager således typisk et sted mellem ½ og 2 timer.

Hvis du helt undtagelsesvist ikke har mulighed for at transportere hesten, kan vi i nogle tilfælde tilbyde at foretage operationen hjemme i stalden, men dette vil være til en højere pris end på klinikken.

 

Bedøvelse af hesten

Uanset om det er en tandudtrækning af en fortand eller kindtand, så skal hesten først bedøves som til en almindelig tandrasp. Herefter lægges der en lokalbedøvelse, så hesten ikke kan mærke noget i området. Hesten får lagt et kateter i blodåren og får et drop med bedøvelse, da dette giver den bedste og mest stabile bedøvelse under operationen.

 

Røntgen af tænderne

Som regel er det nødvendigt, at tage røntgen af den/de tænder, som skal trækkes ud. Dette er for at være sikker på, at det er den rigtige tand, men også for at vurdere, hvordan tandudtrækningen skal foretages rent teknisk. Når tanden er trukket ud, vil der somme tider skulle tages røntgen igen for at kontrollere, at hele tanden er kommet med ud og knoglen omkring er ok.

 

Selve tandudtrækningen

Vi foretager alle tandekstraktioner på stående hest. Når tanden trækkes ud, mens hesten står op og er bedøvet, er proceduren som regel mindre invasiv og der er dermed minde risiko for komplikationer, end hvis hesten lægges i fuld narkose.

Praktisk talt alle tænder på en hest kan trækkes ud, mens hesten er stående og kun i ekstremt sjældne tilfælde, er fuld narkose nødvendig for en tandudtrækning.

Tandudtrækning på heste kræver en mængde specialudstyr. Kindtænder på hesten er meget store og specielt hvis det er en af de bagerste, er der langt derind. Tængerne som bruges er derfor lange og kraftige. Først løsner man tandkødet og herefter løsnes tanden i flere planer. Når tanden er løsnet, rokkes den til den er løs nok til at kunne trækkes ud. Under tandudtrækningen tjekkes flere gange med mundhulekamera, så man kan se, at det hele skrider rigtig frem og instrumenterne er rigtig placeret.

 

Den komplicerede tandudtrækning

Flere ting kan komplicere en tandudtrækning. Det kan fx være, hvis kronen er knækket af i tandkødsniveau eller hvis dette sker undervejs i ektraktionen, fordi tanden er inficeret eller decideret rådden. Hvis kronen mangler eller en del af roden sidder tilbage, kan det være meget svært at komme til at få greb om tanden. Tidligere kunne dette føre til, at man var nødt til at lægge hesten i narkose og banke tanden ud gennem knoglen fra rodsiden, hvilket var en traumatisk operation med mange komplikationer og bivirkninger for hesten. I dag har har vi mulighed for i disse tilfælde at lave en såkaldt minimalinvasiv buccotomi. Det betyder, at vi kan etablere en operationsadgang gennem et lille hul i kinden. Hullet er ikke mere end ca. en cm langt og det er derfor en meget skånsom operationsmetode. Ved en buccotomi er det muligt at arbejde med forskellige specialinstrumenter igennem dette hul og på den måde få tanden ud. Dette krævede specialudstyr, kan man kun købe, hvis man har været på kursus i proceduren. Det har vi selvfølgelig hos Hestetandklinikken og vi har alle tre stor rutine i at anvende det.

 

Efter tandudtrækningen

Når tanden er trukket ud, er der et stort hul tilbage i kæben, hvor tanden sad. Hullet bliver ikke syet. I nogle tilfælde kan dette fyldes med en form for modellervoks, som størkner og bliver til en hård gummiagtig prop, der forhindrer foder og andet skidt i at sætte sig i hullet. Efter ca. 14 dage kontrolleres ophelingen og “proppen” fjernes. Hesten kan som regel spise et par timer efter tandudtrækningen og ofte vil de ikke være særligt påvirkede af det.

 

Smertestillende og antibiotika

Hesten får smertestillende før operationen og vil som regel skulle have dette i nogle dage efter tandudtrækningen. Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt med antibiotika efter en tandudtrækning, som er gået problemfrit. I visse tilfælde, hvor hestens tilstand indikerer det, vil efterbehandlingen også omfatte antibiotika, somme tider i længere perioder. Dette typisk, hvis hestens bihuler har været omfattet af infektion.

 

Tandrasp efter tandudtrækningen

Når hesten efterfølgende skal have raspet tænder, skal man selvfølgelig være opmærksom på, at der mangler en eller flere tænder. Hvis det er en kindtand, skal man være opmærksom på, at den modstående tand ikke bliver slidt længere og derfor kan vokser op i hullet og låse hestens tyggefunktion. Der skal derfor raspes ekstra af denne tand. Afhængig af hestens alder kan det være nødvendigt at gøre dette flere gange årligt.
Hvis alle fortænderne er trukket ud, skal man bruge en speciel mundspærre for at åbne munden. Den mundspærre, vi bruger som standard tager højde for dette.