Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Udredning
En udredning er en nærmere undersøgelse af et specifikt område af hestens krop, som mistænkes for problemer. Vi modtager henvisninger fra kollegaer over hele landet til udredning af patienter, som enten udviser symptomer, der henleder mistanken på problemer relateret til tænder og/eller bihuler eller hvor der ved indledende mundhuleundersøgelse er fundet tegn på patologi (sygdom). Vi kan også henvise vores egne patienter til udredning på klinikken, hvis der ved den indledende undersøgelse i stalden findes tegn på problemer, som ikke kan løses umiddelbart på stedet eller kræver yderligere udredning.
Når vi booker tid til en udredning, har vi som udgangspunkt også sat tid af til, at vi kan løse problemet med det samme. Det betyder at vi umiddelbart efter at have stillet diagnosen er klar til at afhjælpe den. Du skal altså ikke komme tilbage til klinikken en anden dag for at få behandlet det problem, udredningen har afdækket.
Udredninger foretages som udgangspunkt på en af vores klinikker. Der indledes med, at hesten sederes og der udføres en grundig mundhuleundersøgelse med mundhulekamera. Hvis du har lyst, er du velkommen til at være til stede i lokalet og du kan følge med og spørge ind til at alt hvad vi finder og ser. Oftest vil den indledende undersøgelse efterfølges af en røntgenundersøgelse.
Udredningen kan efter behov og ud fra hestens symptomer også involvere en kikkertundersøgelse af næsehulen og/eller bihulesystemet inde i hestens kranium.
Efter undersøgelserne munder udredningen ud i en konklusion og en be- eller afkræftelse af de mistænkte diagnoser. Vi forklarer dig, hvad vi har fundet ud af, hvad din hest fejler og hvordan det kan behandles. Og når du har besluttet, hvad du ønsker, at vi skal gøre ved din hest, så sætter vi gang i behandlingen.
Vores udgangspunkt er, at du tager hesten med hjem igen samme dag. De fleste behandlinger er overstået på et par timer og cirka en halv time senere, er hesten klar til at køre hjem igen.