Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Mundhuleundersøgelse
Mundhuleundersøgelsen er hele fundamentet for vores arbejde. En god og grundig mundhuleundersøgelse bør foretages mindst en gang om året på alle heste.
Alle vores patienter bedøves (sederes) med beroligende medicin inden undersøgelsen går i gang. En velsederet hest, der ikke bare står stille på benene, men også holder tungen i ro, er en forudsætning for, at vi kan undersøge munden grundigt og opdage selv små forandringer, som kan være af afgørende betydning for hestens velvære og for dens præstationer i ridningen.
Når hesten er sederet, pålægger vi mundspærre. Vi bruger en trinløs model, der åbner hestens mund skånsomt, præcis så meget som hestens mund tillader og som vi har brug for. Hovedet løftes op enten i hængegrime eller på hovedstøtte og munden skylles ren med vand. Vi bruger kraftigt lys enten som pandelampe eller monteret på mundspærren, så vi har god mulighed for at se hele hestens mundhule. Først danner vi os et overordnet indtryk af mundens symmetri og balance samt måden hesten tygger og bruger sine tænder på. Herefter undersøger vi alle tænder grundigt både på tyggefladerne og langs tandkødsranden med vores mundhulekamera. Du kan som hesteejer følge med på skærmen og se din hest tænder og få en forklaring på, hvad det er du ser. Særligt hvis din hest viser sig at have problemer er mundhulekameraet vældig nyttigt for at du kan forstå, hvad der er galt.
Undersøgelsen munder ud i en eller flere diagnoser i hestens mund. De kan være mere eller mindre alvorlige og kræve alt fra rasp og korrektion af udvalgte punkter i munden til en udvidet undersøgelse med røntgen af hestens tænder. Resultaterne af mundhuleundersøgelsen noteres i hestens journal, så vi har et godt overblik over hestens historik ved næste besøg. Hvis du ønsker en kopi af journalen, kan vi sende den til dig på mail.
En god og grundig mundhuleundersøgelse kan med det rette udstyr uden problemer udføres hjemme i hestens egen stald.