Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Røntgen af hesten
Røntgenbilleder afslører hvad der sker under tandkødsranden, i kæbeknoglen og omkring roden på tanden. De er dermed en vigtig, udvidet del af vores diagnostiske arbejde. Hvis mundhuleundersøgelsen viser, at der er noget i munden på din hest, der afviger fra normalen, kan det somme tider være nødvendigt at tage røntgenbilleder. Røntgenbillederne hjælper os til at afgøre, om det vi har fundet ved mundhuleundersøgelsen, er et problem for din hest eller ej – og hvad den rigtige løsning på problemet er.
For at røntgenbillederne har det, der kaldes diagnostisk kvalitet, er det afgørende at de tages på den rigtige måde. Indstillingerne på røntgenapparatet skal tilpasses hestens størrelse og den struktur, man gerne vil undersøge, projektionen, dvs. retningen af røntgenstråler og kassette i forhold til hesten skal være rigtig og så må der ikke være noget, der bevæger sig, når billedet tages. Selv på et perfekt optaget røntgenbillede kræver det stor erfaring at vurdere, hvad fundene på billedet betyder for hesten. Ofte er det nødvendigt med et ekstra billede i en anden vinkel eller et billede af den raske side til sammenligning.
Vurdering af røntgenbilleder er en disciplin i sig selv og det kræver stor anatomisk viden om det aktuelle område og erfaring at tolke et røntgenbillede. Hestens hoved er særligt vanskeligt at tage røntgenbilleder af, fordi det indeholder så utrolig mange forskellige strukturer. I virkeligheden er hovedet jo tredimensionelt, men på et røntgenbillede bliver strukturerne presset sammen og ned på et todimensionelt billede. Det betyder, at mange ting kan komme til at lægge ovenpå hinanden og det kan både skjule de ting vi gerne vil se eller få noget, der er helt normalt til at se abnormt ud.
Dyrlægerne på Hestetandklinikken har årelang erfaring med røntgen af hestens tænder og kranie. Derfor yder vi også ofte hjælp til fortolkning af billeder for kollegaer over hele landet, hvis de er i tvivl om vurderingen af de billeder, de har taget. Det er det, vi kalder en second opinion og den yder vi altid gerne som led i faglig, kollegial sparring.