Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Behandling af caries
Målet med enhver tandbehandling er et fuldt funktionelt, smertefrit tandsæt og det er som udgangspunkt det bedste for hesten, hvis den kan beholde alle sine tænder i munden.
Ligesom mennesker kan heste få caries. I de fleste tilfælde skyldes caries på heste en medfødt tilstand i infundibulum i overmundens kindtænder, som gør, at denne struktur ikke er korrekt udfyldt med tandcement. Dette giver pakning af foder inde i tanden og grobund for bakterier, som giver caries (=huller) i hestens tænder. Det er en proces, der udvikler sig langsomt, men når den når et vist stadium er der risiko for skade på tandens vitale dele og/eller frakturer af tænderne. Læs mere om caries her [link til leksikon om infundibulær caries]
Lavgradig caries vil ofte ikke give anledning til behandling, men blot noteres i journalen og overvåges. Mere højgradig caries bør udredes med røntgen og ofte vil konklusionen være, at hesten vil have gavn af at få tanden restaureret for at forebygge yderligere udvikling af cariestilstanden.
En restauration af tanden betyder, at hullet, som kan være adskillige centimeter dybt, oprenses med små fine tandlægebor og fyldes med en plastikfyldning, sådan at der ikke kan pakkes foder i hullet længere og tilstanden stoppes dermed. Oprensningen kan tage lang tid – op til en time – afhængig af hullets facon og dybde og det er nødvendigt, at hesten kommer på klinikken for at få dette foretaget. Vi kan desværre ikke tilbyde at lave fyldninger hjemme i stalden.