Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Tandbehandling (Tandrasp)
Målet vores tandbehandling er at skabe eller opretholde symmetri og balance i hestens mund, så den kan tygge frit og uhindret uden smerter. Rigtig mange af de problemer, vi afslører i hestens mund ved den årlige mundhuleundersøgelse, kan behandles ved at raspe tænderne sådan, at den korrekte symmetri og balance i munden opnås. Det være sig tandspidser, kroge, ramper, bølgebid, trapper, tværkamme, ubalancer, diastemaer, foderpakninger og skæve tænder. [link til artikler i leksikonet]
Vi insisterer på at kalde det arbejde, vi udfører med tandrasperen, for tandbehandling i stedet for tandrasp. Det gør vi for at understrege, at det arbejde vi udfører, er så meget mere end blot rasp af tandspidser. Tandspidser er også noget af det, vi behandler, når vi rasper på tænderne, men det er ikke det eneste.
Det vigtigste resultat af vores tandbehandlinger er en velafbalanceret mund, som hjælper hesten til selv at tygge på en måde, så tandspidserne på kanten af tænderne ikke bliver problematiske for den. De fleste heste har behov for én tandbehandling årligt. Nogle heste, særligt ungheste, heste med afvigende tandstillinger og gamle heste kan have behov for flere årlige behandlinger. Enkelte heste med rigtig god balance i munden behøver ikke raspes hvert år, men de bør stadig have deres mund undersøgt en gang årligt.
Oftest oplever vi, at der ved den første tandbehandling er meget at komme efter i hestens mund. Gradvist vil resultatet af vores gentagne behandlinger blive, at hestens mund kommer i balance og at den selv slider sine tænder mere optimalt sådan, at når vi har set hesten 3-5 gange, bliver der gradvist betydeligt mindre at korrigere, når vi kommer.
Tandbehandlinger kan som udgangspunkt sagtens udføres hjemme i hestens egen stald. Vi kommer gerne, uanset om du kun har en enkelt eller mange heste, og man er også altid velkommen på klinikkerne til den årlige tandbehandling.