Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Tilpasning af bid og trense
Hvis vi ved mundhuleundersøgelsen finder tilstande i din hests mund, som leder mistanken hen på problemer med dit udstyr, så vil vi typisk bede dig om at finde bid/trense frem, så vi sammen kan se, om vi kan finde årsagen til de skader, vi ser i munden.
Bidet er din forbindelse som rytter til hestens mund og virkningen af bidet i munden er kompleks; den afhænger både af hesten, af bidet og af din hånd og ridemetode. Vi kan, når hesten er bedøvet og vi har undersøgt munden, udtale os om de anatomiske forhold i munden og heraf konkludere noget om det lavpraktiske i forhold til om det bid, du rider med, passer til hestens mund eller om der er en anden type, der vil være bedre tilpasset mundens anatomi.
Vi er ikke sælgere og medbringer ikke bid, som vi gerne vil sælge dig, men vi måler gerne op til hvilken størrelse hesten skal bruge og rådgiver dig i hvilken type bid, vi forventer vil ligge godt i hestens mund. Herudover er der en masse rideteknisk i forhold til hvilken disciplin du bruger hesten til, hvor rutineret du er som rytter og lignende forhold, som vi ikke nødvendigvis er de rigtige til at rådgive dig omkring. Det lader vi din ridelærer/underviser om.