Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Minimalinvasiv Transbuccal Ekstraktion
I daglig tale omtaler vi denne metode som ”Buccotomi”, men hvor en buccotomi i gamle dage var en meget voldsom operationsmetode, så er vores moderne, minimalinvasive udgave af operationen en kikkertoperation, hvor vi laver et ganske lille hul på 1 cm i den bløde del af kinden, som giver os adgang til at bruge noget avanceret værktøj og operere vinkelret på tanden.
Med kamera inde i munden kan vi se, hvad vi laver, mens vi arbejder og på denne måde har vi mulighed for at løsne og ekstrahere tænder, der er knækket og derfor ikke har en klinisk krone, vi kan få fat i inde i munden. Når tanden er løsnet, kan vi bore et hul i den, skære gevind i hullet og montere en trækstang i tanden, som vi kan bruge til at trække tanden ned i munden.
Operationsmetoden er et alternativ til tidligere tiders meget voldsomme udstemplinger af knækkede tænder i fuld narkose og er langt mere skånsom overfor hesten.