Mette

Mette Lindstrøm Jensen

Tlf. 3153 0156   E-mail: mlj@hestetandklinikken.dk 

Mette er dyrlæge og hestetandlæge

Mette blev uddannet dyrlæge i 2009 og startede sin karriere hos Hillerød Hestedyrlæger, hvor hun bl.a. havde ansvaret for klinikkens tandpatienter. Mette havde allerede som studerende fået en særlig interesse for hestens tænder og havde allerede inden hun blev færdiguddannet deltaget i flere efteruddannelseskurser på området. Efter 4 år skiftede Mette til Næstvedegnens Dyrehospital, senere Evidensia Næstved, hvor hun arbejdede tæt sammen med Anders og fokuserede på tandspecialet. I 2017 var Mette på barsel og hun startede herefter hos Hestetandklinikken i april 2018.

Mette bestod i 2014-15 de tandrelaterede moduler hos University of Liverpool til den engelske fagdyrlægeuddannelse (CertAVP), hvor man specialiserer sig inden for bestemte fagområder og hun er i øjeblikket i gang med nogle generelle (ikke tandfokuserede) moduler, der skal til for at afslutte uddannelsen. Desuden startede hun i 2019 på den svenske efteruddannelse til Hesteodontolog ved Sveriges Landbrugsuniversitet i Uppsala

Mette elsker at fortælle om hestetænder og bidrager til klinikkens facebookside med lange indlæg. Hun står bag klinikkens julekalender, skriver til klinikkens hjemmeside og så elsker hun at holde foredrag om emnet.

Mette beskriver selv sin passion for hestetænder således:

“Et praktikophold under min studietid hos en dyrlæge, der havde dedikeret sig til dette fagområde, vakte min interesse for hestens tænder og mundhulelidelser. Jeg har brugt hele min professionelle karriere på at lære mere om hestens unikke tænder og jo mere jeg lærer, desto mere fascineret bliver jeg af hestens tandsæt og hvor stor en betydning det har, både for hestens velfærd og for den ridemæssige oplevelse, at tænderne er i orden. Jeg går meget op i en grundig undersøgelse med diagnosticering af mundens problemer og stræber efter at skabe en mund med perfekt symmetri og balance hver eneste gang jeg behandler en hest. Med tiden har den kirurgiske del af fagområdet også fået min interesse og her betyder meget for mig at lave operationer med så små traumer som muligt på de heste jeg behandler. Det betyder anvendelse af tandbevarende metoder, når det er muligt og kortest mulig operationstid og anvendelse af minimalinvasiv kirurgi, som betyder at vi ødelægger mindst muligt i forsøget på at fjerne de dårlige tænder.

For mig er Hestetandklinikken en unik arbejdsplads, hvor jeg sammen med de dygtigste kollegaer inden for mit fagområde får lov at nørde og specialisere mig – til gavn og glæde for heste og ryttere.”

Mette kører primært på Midt- og Vestsjælland og er desuden at finde på klinikken i Ringsted