Hingstetanden hedder sådan, fordi alle hingste (og vallakker) har den. Hopper kan også have dem, men så er de ofte meget små.
Anatomi, funktion og position af hingstetænder
Hingstetanden er en forholdsvis stor tand på 5-7 cm. Den ser dog ikke ud af så meget, da kun op til 1/3 del er synlig i munden på hesten. Resten sidder i kæbeknoglen, hvor tanden buer en bagud, så roden ligger vandret i kæben. Hingstetanden bryder frem når hesten er ca. 4-6 år gammel.
Hingstetanden bruges ikke til at æde med. Dens formål er, at bide andre heste under slåskamp. Da tanden er til forsvar/angreb er den forholdsvis skarp og dette kan også føles, når man mærker på den.
Hingstetanden sidder mellem den yderste fortand og første kindtand i begge sider i over- og undermund, lidt tættere på fortanden end kindtanden, såfremt hesten har den.
Betydning af hingstetænder
For langt de fleste heste har hingstetænderne ingen betydning. Enkelte heste kan være en smule generede på tungen, hvis hingstetanden er meget skarp. Hesteejere/ryttere kan også føle sig generet af hingstetanden, når de skal lægge bid i munden på hesten. Mange heste har tendens til tandsten på deres hingstetænder. Tandstenen kan genere tandkødet, så det bliver rødt og ømt og i nogle tilfælde kan ses betændelse af tandkødet.
Hvad gør man
At have hingstetænder er helt normalt. Som udgangspunkt giver hingstetanden ikke problemer, og der er derfor ikke grund til at gøre noget. Hvis hingstetanden er meget skarp og generer hesten på tungen, kan den rundes på toppen med en tandrasp, så den bliver glat. Hestetandklinikken har en speciel rasp til dette. Tandsten kan fjernes ved at klemme på det med en tang eller skrabe det af. Nogle gange kan det også gøres med neglen.
Hingstetænder trækkes sjældent ud, og når det sker, er det typisk en relativt stor operation på grund af tandens buede facon. Det kan dog blive nødvendigt, hvis de fx er knækkede eller hvis hesten har har EOTRH.
Eksempel på problemer med hingstetænder
På billedet til højre ses en hingstetand, hvor der er knækket noget tandsten af. Det resterende tandsten er derfor blevet meget skarpt og har givet sår i mundslimhinden. På det andet billede ses, at lidt af hingstetanden er knækket af, hvilket har givet generende sår på tungen. Efter hingstetanden blev rundet, så den ikke længere var skarp, forsvandt såret hurtigt igen.