Hvad er tandsten hos hesten?
Før der kommer tandsten, dannes der plak på tænderne. Plak består af bakterier i en suppe af glykoproteiner og polysaccharider. Når denne plak mineraliserer dannes der det, vi kalder tandsten.
Hvor ser vi tandsten?
Generelt ses kun meget lidt tandsten på tænder, der bruges normalt. Samler der sig store mængder tandsten på enkelte tænder, kan det derfor være et tegn på, at hesten ikke tygger optimalt på disse tænder, og det bør undersøges hvorfor.
Tandsten kan desuden ofte ses på hingstetænderne i undermunden, uden at der i øvrigt er noget galt med dem. Det vides ikke præcis hvorfor, det forholder sig sådan. En mulighed er, at undermundens hingstetænder er meget i kontakt med spyt fra en spytkirtel i undermunden. Spyttet stimulerer muligvis dannelsen af tandsten pga. indholdet af fosfor i spyttet.
Tandsten kan også ses på fortænderne, dette er dog ikke nær så hyppigt som på hingstetænderne.
Hvad betyder tandsten
En lille smule tandsten har ofte ikke den store betydning. Store mængder kan som tidligere beskrevet være indikation for problemer med den tand, tandstenen samler sig på. Det er også sådan, at jo mere tandsten der kommer jo mere bliver tandkødet også generet. Denne irritation af tandkødet kan medføre tandkødsbetændelse og dybe tandkødslommer, og give anledning til en smertefuld tilstand for hesten.
Større mængder tandsten på fortænderne kan være indikation på, at hesten lider af tandsygdommen EOTRH, som du kan læse mere om her.
Hvad gør du?
Hvis hesten er rolig er tandsten oftest nemt at fjerne på hingstetænder og fortænder. Hvis ikke der er så meget, kan det oftest kradses af med en negl. Er der større mængder tandsten på fx hingstetænder, så kan man klemme på det med en tang,så tandstenen vil falde af i flagere. Det er dog noget, man skal passe lidt på med at gøre selv, så man ikke risikerer at beskadige selve tanden, hvis hesten bliver urolig og slår med hovedet.
Eksempler på tandsten
På billedet til højre ses en hingstetand i undermunden, som er helt dækket af tandsten. Det ses også, at slimhinden bagerst under tandstenen er fortykket og irriteret.
Det andet billede viser et mere atypisk tilfælde. Hingstetanden har meget tandsten og noget er knækket af. Dette har givet en meget skarp kant, som laver sår i kinden. På billedet bliver kinden holdt væk, ellers ville såret ligge lige op af hingstetanden.