Diastemaer og foderpakninger

Et diastema er et mellemrum mellem to tænder. Normalt skal hestens tænder sidde helt tæt op ad hinanden, men hvis der opstår et diastema, altså afstand mellem tænderne, kan der kile sig foder ind i mellemrummet og danne det, vi kalder en foderpakning. Foderet bliver således fanget mellem tænderne og her vil det begynde at rådne og det giver tandkødsbetændelse i vævet omkring foderpakningen.

De fleste heste viser ingen eller kun meget små symptomer på lavgradige diastemaer med små foderpakninger, men efterhånden som tilstanden eventuelt bliver mere omfattende kan diastemaer være ekstremt smertefulde for hestene. Faktisk er det sådan, at i tilfælde hvor vi bliver tilkaldt fordi hesten spiser dårligt eller måske endda taber sig, så er årsagen til problemerne oftere diastemaer og deraf afledt massiv tandkødsbetændelse med store foderpakninger end fx en tandfraktur, som mange mistænker. Du kan sammenligne den smerte, hesten oplever ved diastemaer med foderpakninger med hvis du selv har noget siddende mellem tænderne. Det, der gør mest ondt, er faktisk, at tænderne bliver skubbet fra hinanden, af det der har kilet sig ind i mellemrummet – men forestil dig så, at du ikke selv kan fjerne det og at det begynder at rådne og der bare sætter sig mere og mere det samme sted. Så har du nogenlunde en sammenligning med hvordan heste med diastemaer har det.

Diastemaer kan enten skyldes en ubalanceret tandstilling, hvor hestens tyggebevægelser skubber tænderne fra hinanden og giver plads til at presse foder ned mellem tænderne, skæve tænder, der sidder forskudt i tandrækken og dermed ikke slutter tæt til de andre tænder eller der kan være tale om tænder, som simpelthen er dannet for langt fra hinanden. Heraf er den sidste type ofte den sværeste at behandle.

Mindre diastemaer med lavgradige foderpakninger er et meget hyppigt fund ved vores rutinemæssige mundhuleundersøgelser. Langt de fleste af disse kan korrigeres ved afbalancering af tandsættet, der gør at hesten tygger jævnt og belaster alle tænder lige meget, så der ikke er skabes for stort pres på et enkelt tandmellemrum. Det lyder simpelt, men kræver en stor grad af præcision i raspearbejdet og ikke sjældent er det nødvendigt at se hesten et par gange med lidt kortere intervaller før tingene er helt på plads.

Mere komplicerede diastemaer, hvor foderpakningen har været et problem gennem længere tid kan resultere i at tandkødsbetændelsen spreder sig ned langs tanden og giver inflammation i tandens tilhæftning i kæben. Det betyder, at vi i svære tilfælde kan se, at tænderne begynder at løsne sig. Ikke sjældent kan selv vanskelige, højgradige diastemaer behandles ved at afbalancere tandsættet, men det kan også være nødvendigt at foretage en hel eller delvis udvidelse af diastemaet således at mellemrummet bliver bredere og foderet ikke længere kan fanges mellem tænderne. Dette er især nyttigt ved diastemaer af valvulær type, for tænderne helt eller delvist mødes på tyggefladen, men har afstand med foderpakning ved tandkødsranden. Endeligt kan det i særligt svære tilfælde, især hvor diastemaet skyldes skæve eller fejlplacerede tænder, være nødvendigt at ekstrahere den involverede tand. Dette er især løsningen, hvis diastemaet først opdages sent, når konsekvenserne af kroniske foderpakninger er blevet meget omfattende.