Tandbyld

Heste kan ligesom mennesker få tandbylder og det er en af de hyppigste årsager til at vi trækker kindtænder ud på heste.

En tandbyld er en ansamling af pus omkring tandens rod. Pus er betændelsesmateriale, der indeholder døde celler og ofte også bakterier. Pus dannes når kroppens immunforsvar arbejder på at bekæmpe en infektion. Når der samles pus et sted, hvor der ikke i forvejen er et hulrum, kalder vi det en byld. Inde i en byld vil der meget hurtigt opbygge sig et stort tryk. Det er dette tryk, som giver smerterne ved en tandbyld. Mennesker med tandbylder beskriver det som en dunkende smerte i takt med deres puls – det skyldes at bylden trykker op mod de små blodkar i og omkring tanden og i takt med pulsslagene øges trykket i bylden og smerten mærkes mere intenst. Vi ved ikke, præcis hvordan det føles for heste, at have tandbylder, men al viden om smertefysiologi indikerer, at det formentlig er sammenligneligt med den smerte, mennesker oplever.

Når trykket i tandbylden bliver tilstrækkeligt stort, vil bylden åbne sig så pusset kan løbe ud. Det kan enten ske ind mod munden, hvor der dannes en fistel, som dræner pusset langs med tanden og ind i munden. Det kan også ske i modsat retning, væk fra roden. I overmunden vil det betyde, at bylden dræner ind i næse- eller bihulen, hvilket vil ses som ensidigt næseflåd og i undermunden vil det betyde at den dræner ud gennem underkæbeknoglen og opdages som et så på underkæbegrenen.

Når tandbylden brister ved at etablere en fistel i den ene eller den anden retning, så falder trykket i bylden og smerten hesten oplever reduceres betydeligt. Efter noget tid uden tryk, vil afløbet lukke til og hvis betændelsen, der forårsagede tandbylden, ikke er behandlet, så vil bylden opbygges på ny. Hesten vil opleve en smerte, der kommer og går, skifter mellem at være meget intens, når der er tryk på tandbylden og betragteligt mindre, når der er skabt afløb. Typisk hører vi at ryttere beretter om heste der har ”gode og dårlige dage” – svinger imellem at have perioder hvor de fungerer helt normalt (når bylden dræner) og kortere perioder, hvor de virker lidt triste, gnavne, og ikke fungerer i ridningen i nogle dage eller en uge (når bylden har opbygget nyt tryk)

En tandbyld kan opstå af flere forskellige årsager, men fælles er, at der er tale om tilfældigheder med uheldige konsekvenser og ikke noget, man som ejer kan gøre noget for at forebygge. Den hyppigste årsag er, at der er kommet bakterier ind et andet sted i kroppen, som føres med blodet og aflejres i eller ved tandens indre pulpasystem, hvor immunforsvaret har svært ved at nå dem og de kan nå at formere sig. En anden adgangsvej kan være, hvis tanden skades, fx ved et udefra kommende traume (et slag eller spark mod tanden) eller en svaghed i tandens opbygning gør, at der knækker et stykke af på en så uheldig måde, at der skabes adgang for mundens bakterier ind til de levende indre dele af tandens pulpa, hvor de kan forårsage en infektion. Adgangen til den vitale pulpa kan også ske fra en omfattende caries, som breder sig gennem tanden og når de levenede dele og blodforsyningen. Endelig kan der også ses tandbylder som resultat af et hårdt slag mod en helt ung tand, hvor roden endnu ikke er udviklet færdig og ligger ekstremt tæt på knoglen. Hvis slaget rammer uheldigt nok i forhold til alder og sted kan dele af roden ødelægges og dø og kroppens oprydningen af de døde celler vil også kunne skabe en tandbyld.

Diagnosen stilles ved hjælp af røntgenbilleder. En tandbyld vil typisk fremstå som en mørk skygge (væske) omkring en rodspids, men man ser også efter andre karakteristiske forandringer af tanden og dens omgivelser. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at supplere røntgenbillederne med en CT-scanning for at stille diagnosen med sikkerhed.

Historisk set har det været forsøgt at behandle tandbylder med både meget langvarige og meget bredspektrede antibiotikakure. Ofte er problemet med heste, at de har gået så længe med tandbylden, før vi opdager den, at der er kroniske skader både på tanden og den omgivende knogle. Antibiotika har typisk en effekt på den korte bane og man vil ofte opleve en umiddelbar bedring af behandlingen, men problemet er, at der typisk er sket varige skader på tandroden og dennes omgivelser således at immunforsvarets videre oprydning efter tandbylden vil give en ny opblusning af tandbylden, når antibiotikakuren afsluttes. I langt de fleste tilfælde er den bedste løsning at ekstrahere den syge tand (trække den ud). I enkelte tilfælde er det muligt at bevare tanden ved endodontisk behandling, dvs. ved at lave en regulær rodbehandling på tanden som man kender det fra mennesker – enten ved at rodbehandle tanden mens den sidder i munden på hesten eller ved en såkaldt reimplantation, hvor tanden trækkes ud, rodbehandles og sættes tilbage på plads i munden. Begge dele er procedurer som er vanskelige og kostbare og kræver udvælgelse af de rigtige patienter ud fra flere kriterier for at lykkes.