Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Åben pulpa
En åben pulpa er en anden måde, hesten kan have hul i en tand. Her er der tale om en defekt på tyggefladens sekundære dentin, hvorved der bliver åbent ned til den levende pulpa inde i tanden og en åben pulpa er ofte et tegn på alvorlig og uoprettelig skade på tanden.
Inde i tanden ligger de levende, følsomme dele af tanden, den såkaldte pulpa som består af tandens blod- og nerveforsyning. Under normale omstændigheder skal pulpa trække sig baglæns ned mod roden af tanden i takt med at tanden bryder frem og bliver slidt. Samtidig med pulpas tilbagetrækning skal de omkringliggende celler danne sekundær dentin og lukke hullet, som pulpa fandtes i. Sker dette ikke korrekt, så vil der opstå en åbning i forseglingen, når hesten har slidt tanden tilstrækkeligt til at dette område når tyggefladen. Så opstår der en åben pulpa.
En åben pulpa kan enten opstå ved at der sker en skade på tanden, som åbner ind til pulpakammeret inde i tanden, hvor de vitale dele findes. Der kan fx være tale om en fraktur, som går gennem pulpas forløb og derved åbner, så bakterier kan komme ind i tandens vitale dele. Det kan blive kimen til en tandbyld. En åben pulpa kan også opstå ved den modsatte situation; hvis der sker en infektion af pulpa, fx hvis der kommer bakterier med blodet, så kan pulpa blive skadet, således at den ikke får lukket korrekt med sekundær dentin som den plejer. Når tanden er slidt hertil bliver der en åben pulpa på tyggefladen.
Findes der en åben pulpa på tyggefladen, så er der groft sagt to muligheder for, hvordan tanden har det. Enten så er der hul hele veje op til roden af tanden og adgang for bakterier fra mundhulen, som typisk vil have skabt en tandbyld. Eller også så har tanden fået lukket pulpakammeret længere nede mod roden og selv forseglet den skadede pulpa fra den resterende levende del af tanden. Det første tilfælde giver hesten smerter og kræver behandling. Det andet gør formentlig ikke ondt på hesten, men det kan i nogle tilfælde være gavnligt at etablere en plastikfyldning i hullet.
En åben pulpa, som findes på en rutineundersøgelse vil næsten altid kræve nærmere udredning med røntgenbilleder. Eneste undtagelse fra denne regel er meget gamle heste, hvor åbne pulpaer fra tid til anden kan ses som en aldersforandring i tanden. Hos alle andre vil røntgenbillederne afsløre om den åbne pulpa dækker over en tandbyld og hvad den bedste behandling vil være. Ofte kan en åben pulpa ende med at tanden skal trækkes ud, men somme tider er det muligt at redde tanden med endodontisk behandling (rodbehandling med plastikfyldning).