Hestetandklinikken ApS
CVR: 38788760
Røntgen
Røntgenstråler er elektromagnetiske bølger, der kan gå gennem kroppen. Når man sender røntgenstråler gennem en kropsdel mod en røntgenfølsom plade eller film vil der dannes et billede af den affotograferede kropsdel. Forskellige typer væv kan skelnes fra hinanden; knogler bliver hvide, luft bliver sort og forskellige typer bløddelsvæv farves forskellige nuancer af grå. De fleste hesteejere er bekendte med røntgenbilleder, der fx i mange år har været en rutinemæssig del af diagnostikken i forbindelse med udredning af halte heste.
Det er også meget brugt at tage røntgenbilleder af hestens ben, nakke eller overlinie i forbindelse med en handelsundersøgelse eller for at undersøge for mus i leddene. De senere år er det også blevet meget normalt at tage billeder af hals og ryg for at tjekke for problemer. Når man på denne måde tager røntgenbiller for at sikre sig, at hesten ikke fejler noget, men blot vil tjekke den, kaldes det en screening.
For at et røntgenbillede skal have diagnostisk værdi, altså at vi kan bruge det til at afgøre, hvorvidt der er noget galt eller ej, skal flere ting være opfyldt: Først og fremmest skal billedet være taget i den rigtige vinkel og med røntgenstråler i den rigtige styrke. Dernæst skal den dyrlæge, der vurderer billedet, have erfaring med netop den type billeder. At tyde røntgenbilleder handler ofte om at se små forskelle i de grå nuancer og det er vigtigt at dyrlægen har helt styr på, hvad der er normalt og hvad er er sygdom – og det har man kun, hvis man har set rigtig mange billeder af den samme slags.
Hestens tænder kan også ses på et røntgenbillede og derfor kan røntgenbilleder være med til at vise os, hvad der sker i kæben og omkring tandens rod. Røntgenundersøgelse er en afgørende del af diagnostikken, når det handler om fx huller i tænderne, rodinfektioner eller inficerede tandmellemrum (diastemaer).
Røntgenbilleder er altid 2-dimensionelle, mens hestens hoved og tænder i den virkelige verden i sagens natur er 3-dimensionelt. Det betyder, at der er ting, der kommer til at dække over hinanden, når man tager røntgenbilleder af en så kompleks struktur som hovedet på en hest. Det gør tolkningen af røntgenbilleder af hestens tænder særligt vanskelig. Kun få dyrlæger tager rigtig mange røntgenbilleder af hestens tænder. Det betyder også, at der er mange, som ikke er vant til at kigge på røntgenbilleder af tænderne og derfor ikke får de rigtige informationer ud af dem. I Hestetandklinikken tager vi rigtig mange røntgenbilleder af tænder og vi hjælper gerne og ofte kollegaer over hele landet med en vurdering af deres røntgenbilleder (såkaldt second opinion) hvis de er i tvivl om et fund.